Hvor fedt er det at være stedmor?

Hvis jeg stiller dette spørgsmål til “Stedmødre”, så tror jeg, de færreste vil svare:

“På en scale fra 1-10, så synes jeg, det er en 10ér. Det er sjovt, fedt, let, kærligt, hyggeligt, givende . . .”
Stedmødre giver sjældent “10”, fordi der er så mange ting i spil i en sammenbragt familie:

X-mænd og X- koner

Dine og mine børn

Tidligere ritualer og andre fortidsregler

”Du bestemmer ikke over mig”,

”Vi gider ikke lege en stor glad familie”,

Stedbørn, der spiser grimt,

Voksne, der skælder for meget ud

Kæresten, der skælder mine børn ud på mærkelige tidspunkter

og meget meget andet.

Alle disse turbulente ting skal bæres af én eneste ting; Nemlig kærligheden mellem de to voksne. Intet andet binder den sammenbragte familie sammen, og dét kan være temmelig turbulent.

Men noget af det, som fylder rigtig meget er de SKAMfulde følelser, som stedmor render rundt med, og det kommer jeg nærmere ind på om lidt.

Rigtig mange havner i en sammenbragt familie, og jeg kunne skrive side op og side ned om problematikkerne, men nu vil jeg koncentrere mig om en ting, og det er om den ”onde” stedmor, der har stedbørn, der er søde, venlige og andet godt.

At være en stedmor (vælg gerne andre ord, hvis det passer bedre) er svært. Det er svært, også selvom stedmor har de sødeste stedbørn. Faktisk er det min erfaring, at det nogle gange er lettere, hvis stedbørn både bider og ryger hash, fordi så er der noget konkret at være utilfreds med. Tit og ofte så er stedbørn søde, hvilket gør det svært for stedmor at formulere, hvorfor hun kan være anstrengt, når stedbørnene er på besøg.
Urimelige krav
Det er svært for hende at sige, hun ikke gider være social hele tiden med hans børn. Det er svært at sige, at hun vil have et rum for sig selv, og det er svært at forstå, at middagsluren bliver endnu mere tiltrængt, når hans børn er i huset.
Men det er nu engang sådan, at de fleste stedmødre har det, og det skal hun (og andre) ikke negligere.
Stedmor skal ikke banke sig selv i hovedet over, at hun plejer at være social og have et stort hjerte, så hvorfor ikke nu … og den slags. I stedet skal hun tage sig af, at hun har brug for pauser, fordi selvfølgelig bliver hun mere træt, når hans børn er i huset, fordi så er der endnu flere af hendes ”Har-alle-i-huset-det-godt”-antenner, der skal i brug.
Eget rum
Det er vigtigt, stedmor er opmærksom på at gå ind i sit eget rum ind imellem for at slappe helt af. Det er godt at gøre det før, det hele brænder sammen. Så bliver det en positiv handling om at tilvælge afslapning i eget rum, fremfor at flygte fra det hele, når lokummet brænder.
Forventninger
Stedmor har store store forventninger til sig selv. Selvom det vrimler med sammenbragte familier, så har generationerne før os haft flest kernefamilier, derfor er kernefamilien stadig den sammenbragte families forbillede, og derfor forventer vi helt urealistisk, at stedmor har samme følelser, som en biologisk mor har for sine egne børn – eller i hvert fald følelser ganske tæt på.
Jeg kender flere eksempler på, at stedmor ikke tør fortælle sine nærmeste veninder fra kernefamilier, at hun er dødhamrende træt af de her stedbørn og hele set-uppet omkring den sammenbragte familie.

Det er virkelig et stort tabu at sige højt: ”Mit hjerte kan ikke rumme alle børn hele tiden”.
Men det er helt naturligt, at hun fx. ikke elsker hans børn.

Først når både hun og hendes kæreste (og resten af omgangskredsen) erkender disse ting, så bliver der mindre turbulens i den sammenbragte familie. Når stedmor får anerkendt følelsen – dels af sig selv og dels af andre – så vil der falde en kæmpe sten fra hendes hjerte.