Som at være jomfru igen
- Posted on feb 6, 2016
Brevkassespørgsmål og svar:
Tre måneder efter fødslen lister sex sig ind i Mias tanker igen. Ella begynder at sove mere om natten, og suttebrikkerne er lagt væk. Men der skal gå fire måneder, før tanken har hjemsøgt hende længe nok til at blive til handling.
Ella ligger i sin seng i sit værelse, mens Morten og Mia kysser hinanden i sengen. Det er Morten, der tager initiativet. Ofte gør han det blot ved at tilbyde en gang fodmassage, hvor hænderne så listigt går på opdagelse. Mia har slet ikke lyst, men hun håber, at det kommer, når først de kommer i gang.
Det er syv måneder siden, at han sidst var inde i hende, og hun kan ikke slippe tankerne om, hvor meget hun har ændret sig. Ikke kun som mor, men også fysisk. Det er missionæren, og det gør ondt. Hun kan mærke en tydelig forskel. En smerte, da han forsøger at komme ind i hende. Hun føler det som første gang. Som da hun var jomfru. Hvordan mon jeg føles for ham? Mon jeg er blevet større eller smallere, undrer hun sig, og til sidst kan hun ikke dy sig. “Kan du mærke forskel? Altså … er jeg blevet større?” spørger hun afventende. “Jaah, måske lidt,” svarer Morten ærligt, mens han stadig er inde i hende. Det er han ikke ret meget længere. Det hele smuldrer inde i hende, og nu gider hun ikke mere. Hun bliver sur. Nu lå vi lige og prøvede, tænker hun. Og så lukker han sådan noget lort ud.
Sexolog og Parterapeut Line Bassøes svar:
Sådan tackler du frygten for at være blevet større.
Mia spørger. Morten svarer. Den slags samtaler er bedst før eller efter sexen. Ikke under sexen. Brug tid på at tale om frygten for ændringen, forventningerne til dig selv og til den anden. Face your fear. En fødsel ændrer kroppen. En fødsel ændrer følelserne. Tal om det, så I får en god forståelse for hinanden, derved vil I også få en god løsning. Hvis I går direkte til løsningen, uden at bruge tid på forståelsen, så får I nemt samme problem igen, og igen, og igen.
Kroppen bliver en anden efter fødslen. De fleste fortsætter med at have sex på samme måde som før fødslen. Sexen kan sagtens blive god efter fødslen, men den skal måske være anderledes?
En god ide er at bruge tid på at lære sig selv godt at kende igen. Hvad tænder dig nu, vil du gerne røres blødere eller lidt mere fra venstre side mv. Hun kan udforske sig selv, eller de kan udforske hende sammen. Der er nye muligheder. En mulighed for at sige fra og til i forhold til, hvad der er rart. Men aftal at I guider hinanden under sexen.
Bækkenbunden skal trænes efter fødslen, så den ikke bliver slap. Det er vigtigt med en veltrænet bækkenbund, da den er en central del af den seksuelle nydelse. Bækkenbunden kan også være så spændt, at den skal trænes i at slappe af, ellers gør sex ondt. Uanset hvad, så skal man tage et smut forbi læge, hvis samleje gør ondt syv måneder efter fødslen.
Hele svaret til Magasinet Mors artikel.
Line Bassøe. Parterapeut og sexolog. Klinik i Hillerød og Hellerup. linebassoe.dk
- Alene i terapi Vil du gerne have større bevidsthed, bedre relationer og mere glæde?
- Sammenbragte familier Få en mere stabil hverdag med en større indsigt i roller, værdier, kommunikation mv.
- Par med børn Forældre laver det "vand", som børnene skal svømme i. Husk parforholdet.
- Kommunikation & Sex Få en god hverdag med bedre kommunikation og sex.
- Jalousi & Utroskab To ting, som kan fylde meget i parforholdet.
- Terapi for unge Støtte til de svære udfordringer som fx identitet, angst og sociale færdigheder.
- Skilsmisse Farvel til forholdet, goddag til den nye relation; At være gode forældre sammen.
- Servicetjek Forebyggelse - Bevar det gode i forholdet og hos dig selv.