Hvilken maske har du på?
- Posted on apr 20, 2022
Masken kommer fra rygsækken
Nogle gange kunne det være rart at smide rygsækken langt væk. På den anden side, så kan det også være ganske trygt at slæbe rundt på den. Vi genkender det som sker, vi ved hvornår vi bliver sure, kede af det, og vi ved, hvad vi gør, når livet stinker eller når vi bliver jublende glade. Det er ikke alle, som synes at livet stinker og det er ikke alle, som bliver jublende glade, nogle holder sig stabilt på midten af følelsesskalaen og synes, livet er relativt fint.
Der er ikke noget i vejen med noget af det. For nogle fungerer lidt større udsving på følelsesskalaen, og for andre kan det være direkte utrygt, hvis folk bliver vrede eller danser på bordene.
Vi har hvert vores med i rygsækken. Jeg har ikke mødt nogle, endnu, hvor det er lykkes at smide rygsækken helt væk. Vi kan prøve at sætte rygsækken til side i perioder, og vi kan arbejde med det, som ligger i den, men helt tømt den, det tror jeg ikke, vi skal have som mål i livet.
I rygsækken ligger alle de gamle ting og sager, alt det vi lærte, alt det vi fortalte os selv, alt det vi fornemmede og alt det som vi følte … Alt det gode og svære fra vores opvækst. Nogle orker ikke at tale om den opvækst, og andre synes det er super givende at dykke ned i det gamle.
Uanset hvilken vinkel man vælger, så er det interessant at se på, hvordan vi går i livet. Hvad er vores maske, vores personlighed? Hvilken maske giver mening for os hver især? Hvad vil vi gerne vise omverdenen? – Og tit og ofte har vi netop det med i rygsækken … fornemmelsen af, hvad der gav mening da vi var 5, 8 og 14 år gammel.
Skulle du være
den glade
den dygtige
den hjælpsomme
den sjove
den lette
den kloge
den der havde styr på det
den usynlige
den omsorgsfulde
Hvornår oplevede du, at dine forældre var ekstra glade for dig?
Hvis du fx fornemmede en vis glæde fra dine forældre,
når du kom hjem med en god karakter, eller
hvis du slap for skæld ud, når du hjalp mor, eller
hvis du blev set, når du kunne klare dig selv,
så vil du gå ud i voksenlivet med denne persona/denne maske. Det kunne fx være disse:
Jeg skal klare mig selv
Jeg skal være stille
Jeg skal præstere
Nogle gange kan vores maske begrænse os, rygsækken bliver for tung. Vi tror på, at vi kun er elsket, når vi har masken på, og vi skammer os selv ud, hvis vi fx bliver egoistiske, dovne, sløsede mv.
Hvis vi bliver opmærksomme på vores maske, så har vi også mulighed for at smide den af og til. Hvis vi ikke er opmærksomme, så kan masken godt blive lidt tung i det.
Hvilken maske har du på?
Hvordan begrænser den dig?
Er der egenskaber og træk som du ikke tillader dig selv at have pga masken?
Forventer du, at din partner skal “klappe” af din maske?
Hvad frygter du, andre vil se, hvis du smider masken?
Nok om det – bare tænk over det… Hvis du alligevel har et par timer, så kunne du tale med din partner, din veninde eller hive en blok frem og skrive lidt eller du kan kaste et par håndtegn til din genbo omkring emnet.
Vi taler med virkelig mange klienter om netop dette emne, da vi let kan tro, at vi ikke har mulighed for at regulere masken, så vi stadig løber rundt med den maske, som kunne “betale sig” i vores opvækst…
- Alene i terapi Vil du gerne have større bevidsthed, bedre relationer og mere glæde?
- Sammenbragte familier Få en mere stabil hverdag med en større indsigt i roller, værdier, kommunikation mv.
- Par med børn Forældre laver det "vand", som børnene skal svømme i. Husk parforholdet.
- Kommunikation & Sex Få en god hverdag med bedre kommunikation og sex.
- Jalousi & Utroskab To ting, som kan fylde meget i parforholdet.
- Terapi for unge Støtte til de svære udfordringer som fx identitet, angst og sociale færdigheder.
- Skilsmisse Farvel til forholdet, goddag til den nye relation; At være gode forældre sammen.
- Servicetjek Forebyggelse - Bevar det gode i forholdet og hos dig selv.