Over 15 års terapi-erfaring

  • Certificerede/eksaminerede parterapeuter, psykoterapeuter og sexologer
  • Sessioner i Hillerød og Roskilde, online og telefonisk
  • Individuel – og parterapi samt relationsterapi
  • Til private og til virksomheder
BOOK DIN TID ONLINE

Spirituel narcissisme

  • Posted on jan 18, 2025

Spirituel narcissisme er en gren af narcissisme, hvor en person bruger sin spirituelle praksis, viden eller status til at fremhæve sig selv. Det er en subtil form for selvforherligelse, der ofte skjuler sig bag en facade og en maske af ydmyghed, kærlighed, bevidsthed eller visdom.

Hvor befinder de sig?
Spirituelle narcissister findes mange steder, men de tiltrækkes ofte og trives godt i miljøer, som fx spirituelle fællesskaber, hvor der er en leder eller en guru, man kan se op til. De stortrives også inden for personlig udvikling, hvor spirituelle narcissister kan udnytte åbenheden til at dominere. Forskellige ceremonier kan give mulighed for en iscenesættelse af sig selv, terapeutiske uddannelser, hvor der er rig mulighed for at opnå magt ved at positionere sig som en der er særligt udviklet eller en terapeut, som italesætter sig selv som værende guddommelig bevidst.

Der er masser gode mennesker i disse miljøer, som respekterer andres grænser og som ikke har behov for at spille mereværd og have magt og kontrol, men det er også bare her de spirituelle narcissister næres og trives og kan udøve både kontrol, magt og grænseoverskridende adfærd.

Facaden er fin
Det kan være gavnligt at kunne identificere, hvad der udspiller sig ved spirituel narcissisme, fordi så kan det være lettere (men ikke nødvendigvis let!) at komme ud af en relation eller en situation med en spirituel narcissist.

De sår tvivl i dit sind
En spirituel narcissist bruger din usikkerhed mod dig og kan sige ting som “Er du ikke klar til udvikling?”, så du begynder at tro, at det er dig, der ikke er god nok. Du kan føle dig fanget i deres spin og tænke, at de hjælper dig, med i virkeligheden trækker de dig ned.

Mange bliver følelsesmæssigt afhængige af dem, fordi de lover “spirituel udvikling”, men du holdes fanget i en cyklus af kritik og ros. Det kan i øvrigt være ret svært at komme væk, fordi de dræner dig pga de er krævende at være sammen med, så alt energien er væk.

De bruger “spiritualitet” som et våben. I stedet for at inspirere, så manipulerer de ved at sige, at din modstand eller dine spørgsmål eller kritik er et tegn på “manglende bevidsthed”.

Skyld og skam er to af deres stærkeste redskaber; Tænk at du er sådan et uvidende menneske, vil du virkelig ikke være en bevidst terapeut, med de begrænsninger så kommer du aldrig længere osv.

At stå op over for en spirituel narcissist kræver mod. At forstå deres mønstre er første skridt til frihed. Frihed er et stort ord, men det er det som jeg oftest hører: Følelsen af at blive fri.

Adfærden
For at komme ud af en spiritual narcissists spin, så kan det, som skrevet, være godt at kunne genkende deres adfærd og her er nogle eksempler.

Mereværd: Personen præsenterer sig selv som værende på et højere spirituelt niveau end andre.

Afvisning af ansvar: Hvis noget ikke virker for en deltager/studerende eller klient, lægges skylden over på dem selv fx ”mangel på åbenhed” eller “ingen modenhed” eller ”for lukket til udvikling”.

Selvpromovering: Fokus på at positionere sig selv som uundværlig snarere end at hjælpe klienter/studerende til selvstændighed.

Manipulation: Bruger spirituelle begreber til at lukke ned for kritik eller udfordre andres grænser, fx ved at sige: “Dette sker pga din opvækst.”

Hvordan det viser sig
Spirituelle narcissister kan ofte:

Fremhæve sig selv som værende “oplyste” eller mere udviklede og kærlig end andre.

Afvise kritik ved at påstå, at kritikeren ikke er på deres niveau.

Udnytte deres spirituelle rolle til personlig vinding eller manipulation.

Fremhæve den daglige meditation, de mange år under uddannelse, de mange weekender på retreats som bevis på en særlig visdom/udvikling.

Bruge den spirituelle status mod kritik: Jeg er på et højere bevidsthedsniveau!

Lave en fortælling om at have kontakt med højere magter.

Hvilke faggrupper tiltrækker spirituelle narcissister?

Terapeuter og coaches

En coach, der bruger sin spirituelle praksis som en måde at fremstå som “oplyst” eller overlegen i forhold til sine klienter. De kan negligere klienternes oplevelser og fremhæve deres egne metoder, som de eneste gyldige.

Det kan også være terapeuten, som anklager klienten for at være distanceret eller bange, hvis klienten ikke vil tale om det terapeuten synes.

Undervisere inden for selvudvikling

En yogalærer, der præsenterer sig selv som den eneste “ægte” kilde til visdom og afviser andre praksisser som uautentiske. Eller underviseren som ser sin egen forståelse af åndelighed eller kærlighed som den bedste og afviser andres holdninger eller oplevelser som primitive eller helt forkerte.

Det kan være workshopunderviserens selviscenesættelse af: ”Jeg er kærlighed”, og dermed tillader sig hvad som helst, fordi det gøres jo i kærlighed!
Det kan være underviseren, som angriber de studerende for ikke at ville deltage i en øvelse, fordi ellers bliver de aldrig ”bevidste”.

Det kan være, at man trækker sig fra en dysfunktionel undervisning/studiegruppe og får at vide, at man har problem med samarbejde.

Alternative behandlere

En healer, der påstår at have en unik, guddommelig evne til at helbrede og ser ned på andre behandlingsformer eller kollegaer.

En tantra-terapeut, som beder klienten overskride sine grænser, fordi ellers er det et tegn på manglende kontakt med sin egen krop.

Guruen folk ser op til, og som udnytter sin status, fordi ingen tør spørge ind til den meget kloge guru, da guruen har en autoritet overfor andre.

Hippie-faren, som spørger den voksne datter om, hvor tit hun har sex med sin mand, og da hun ikke vil svare, fortæller han hende, at hun er frigid og fortsætte med, at han jo bare ønsker, at de har et dejligt fortroligt forhold og kan tale om alt sammen.

Min egen oplevelse af spirituel narcissisme
En af de gange, hvor jeg har oplevet spirituel narcissisme, er i forbindelse med et terapiforløb.

Jeg stoppede efter tre gange, da jeg ikke følte, at terapeuten lyttede til mig. Terapeuten var meget optaget af sin egen historie og udfordringer, og det gjorde, at vedkommende ikke fik adskilt sit fra mit. Det blev svært for mig at genkende mig selv i terapeutens historie. Det var selvsagt uprofessionelt, og jeg skrev, at jeg gerne ville stoppe forløbet og her blev jeg tæppebombet med beskeder på både sms og på Messenger, og der var både tekstbeskeder og talebeskeder.

Jeg svarede, at jeg selv ville vende tilbage, hvis jeg ville fortsætte forløbet. Det gav terapeuten anledning til endnu flere beskeder, denne gang en del beskeder om, at jeg var bange, og det var derfor, at jeg ville stoppe, og at terapeuten viste bedre; Hvilket naturligvis var, at jeg skulle fortsætte forløbet, fordi terapeuten havde en visdom, og den ville jeg have godt af.

Selv da jeg skrev, at jeg ikke lige kunne genkende ”bange” aspektet, men det gav ikke anledning til at stoppe for terapeutens henvendelser om den højere visdom, udvikling og indsigt, som jeg så ikke ville nå.

Jeg følte mig stadig ikke bange, men det var til gengæld ret ubehageligt at få sine grænser negligeret og gjort forkerte. Spirituelle narcissister vil typisk enten ignorere andres grænser eller gøre dem forkerte.

Jeg oplever, at min historie er en klassiker. Jeg har hørt lignede oplevelser en del gange, hvilket gør mig meget bedrøvet. Mange vil tvivle på om egne grænser er ok i sådan en situation, fordi vi som oftest stoler på andre og tror på, at andre vil os det godt.

Når en person med spirituel narcissisme siger ting som: “Du er bange”, er det ofte manipulation eller nedgørelse. Kommentaren kan skabe en reaktion i os, fordi den implicit gør vores følelser eller grænser ugyldige og præsenterer deres perspektiv som mere “rigtigt” eller “oplyst/bevidst.”  Det kan også være kommentarer som: ”Du må arbejde mere med dig selv for, at vi kan tale dybere sammen”, ”Du skal være mere fri”, ”Du er alt for kontrollerende” osv. Man kan opleve, at man simpelthen ikke får lov til at sætte grænser om sig selv.

Soldaterne
Som nævnt findes den spirituelle narcissisme typisk i selv-udviklingsmiljøer. Og igen; det er langt fra alle. Men dem, der er, trives her.

Der er ofte en del ”soldater”, som passer på den spirituelle narcissist. ”Soldaterne” er også indfanget i spindet, betaget af facaden af guddommelighed og visdom og mange gange også drevet af frygt for at være den næste som bliver hængt ud for ikke at være det, som den spirituelle narcissist ønsker. Når man har været ”soldat” længe nok, så kan det være svært at gå. Særligt fordi livet i årevis har snurret om den spirituelle narcissist, og dermed taget selvstændigheden og netværket, men også fordi mange tror at det er normalen at skulle leve i ”kærlighed” den ene dag og dybe krænkelser den næste.

Hvis man ikke føjer den spirituelle narcissist, så kan man nemlig let blive hængt ud for enten at være FOR fornuftig, FOR teoretisk, FOR korrekt, FOR undgående, FOR struktureret. I andre kredse ville dette være normalt og trygt, og det vil være helt i orden med forskellige egenskaber, men der hvor den spirituelle narcissist styrer, så er det netop FOR meget af det hele. I miljøer, som ikke styres af spirituelle narcissister, så er det helt i orden at sætte grænser. En selvudvikling kræver ikke, at man skal overskrider sine grænser. Af frygt for at blive for teoretisk 🙂 så kan man læne sig op af tilknytningsteorien, som beskriver den trygge tilknytning og det trygge miljø, hvor mentalisering er en afgørende faktor.

De soldater, som har været for længe i narcissismens net, kan glemme mentaliseringsevnen, fordi meget bliver forvrænget og ofte meget sort hvidt, og et “vi” mod “dem”, og det kan føles farligt ikke at være en del af et “vi”. Desværre er “vi” blot den spirituelle narcissist som har magten over soldaterne.

Hvordan bliver vi ramt i mødet med den spirituelle narcissist

Her er nogle af de måder, vi kan blive ramt på og hvad kan vi gøre:

  1. Følelsen af at blive misforstået
    Du kan føle dig misforstået eller angrebet, fordi din frygt eller uenighed bliver reduceret til en simpel forklaring, der måske ikke afspejler, hvordan du egentlig har det. Deres udsagn kan føles som en måde at tage magten over samtalen på ved at placere dig som uoplyst, svag, fastlåst, rigid og u-kærlig.

Du skal ikke bruge energi på at overbevise dem om, at du ikke er bange eller du ikke er oplyst. Du skal fastholde din egen oplevelse af, at du gerne må sige fra og sætte grænser om dig.

En adskillelse kan lyder sådan her: “Det er interessant, at du ser det sådan, men jeg oplever det anderledes. Jeg er faktisk ret afklaret med min holdning.”

På den måde viser du, at du ikke accepterer deres definition af din tilstand, og du slipper for at gå i forsvarsposition.

  1. Aktivering af usikkerhed
    Hvis du er usikker i forvejen, kan deres udsagn udløse tvivl i dig: “Er jeg virkelig bare bange? Er der noget galt med mig?” Dette er præcis den effekt, de ønsker – at få dig til at føle, at de har overtaget, og at de ved bedre end dig.

Her kan det være hjælpsomt at tage et skridt tilbage og spørge dig selv:

“Er der nogen sandhed i det, de siger, eller er det bare deres måde at kontrollere mig og samtalen på?”

Hvis du faktisk føler frygt, kan du anerkende det uden at lade dem bruge det imod dig:

“Jeg kan godt føle en smule usikkerhed, men det betyder ikke, at jeg er enig med dig. Jeg stopper forløbet nu”

Ved at eje din følelse viser du, at de ikke kan manipulere dig med den.

  1. Frustration
    Du kan også opleve frustration eller irritation, fordi deres udsagn føles nedladende. Det kan trigge en reaktion i dig, der gør, at du vil forklare dig selv eller “bevise,” at de tager fejl.

Det er vigtigt at huske, at deres udsagn ofte handler mere om dem end om dig. Hvis du bliver trigget, kan du sige fx:

“Det føles ikke rart, når du afviser mine oplevelser på den måde.” Evt fortsætte med: ”Jeg vil gerne have at du respekterer mine valg.”

Dette flytter fokus væk fra deres angreb og tilbage til, hvordan samtalen påvirker dig. Hvis de fortsætter med at ignorere din grænse, så afslut samtalen.

At sige fra over for personer med spirituel narcissisme kan være udfordrende, da de ofte bruger deres spirituelle status til at undgå kritik eller manipulere situationen. Og når man står midt i det, så kan det være svært at være tydelig og at kræve respekt for egne grænser.

Hvis man møder en spirituel narcissist, så er det ikke en enkelt gang, at man får overskredet sine grænser, så er det gentagne gange. Uanset at man møder det mange gange, så kan det være virkelig svært at sige fra.

Sæt grænser, stil spørgsmål eller træk dig
Det kan være gavnligt, når du møder en spirituel narcissist.

  1. Sæt grænser med ro og tydelighed

Det er vigtigt at fortælle dine egne grænser klart og roligt uden at lade dig rive med af eventuelle manipulerende eller nedladende kommentarer. For eksempel kan du sige:

“Jeg kan høre, at du ser tingene på din måde, men jeg har et andet syn på det, og det føles rigtigt for mig.”

På den måde anerkender du deres perspektiv uden at acceptere det som sandheden eller lade dig dominere. Hold fokus på din egen oplevelse og vær ikke bange for at gentage dine grænser, hvis det bliver nødvendigt.

  1. Stil spørgsmål, der opfordrer til refleksion

I stedet for at gå i direkte konfrontation, kan du stille åbne spørgsmål, der får personen til at reflektere over deres egen adfærd fx

“Hvordan tænker du, at det påvirker andre, når du siger x og y?”

Eller:

“Tror du, at der kan være forskellige måder at forstå dette på?”

Dette kan hjælpe med at udfordre deres selvbillede uden at skabe en defensiv reaktion. Hvis de ikke er åbne for refleksion, er det nok også et tegn på, at samtalen ikke fører nogen vegne.

  1. Træk dig fra samtalen, når det er nødvendigt

Hvis du oplever, at deres adfærd bliver dominerende, manipulerende eller drænende, kan det være nødvendigt at sige fra ved at afslutte samtalen. Du kan fx sige:

“Jeg føler ikke, at denne samtale er konstruktiv for mig lige nu, så jeg vælger at stoppe her.”

Dette viser, at du tager ansvar for dine egne grænser uden at angribe dem personligt. Det sender et klart signal om, at du ikke accepterer deres adfærd, uden at eskalere konflikten.

Har du selv spirituelle narcissistiske træk?
Der er formentligt ingen af os, som kan sige os fri for at have manipuleret bevidst eller ubevidst og alt kan nærmest komme i manipulationskategorien (også denne sætning). Men for at du kan kalde dig en spirituel narcissist, så er det mere end en sætning, det er hvordan du har din gang i livet, hvordan du er sammen med dine relationer. Mange kan genkende noget eller nogen i artiklen her, men derfor er det ikke sikkert, at de omgås eller selv er en spirituel narcissist.

Der er mange niveauer af at udnytte det spirituelle. Der er dem, som er usikre, som bruger det spirituelle som et forsvar mod usikkerhed, og så er der den hard core narcissist som i den grad bruger spiritualiteten til at hæve sig selv. Dem, der kommer til at styre showets gang, fordi andre er bange for dem eller føler sig mindreværd. Fordi en spirituel narcissist ved, hvordan skyld- og skam-kortene skal smides på bordet, så andre føler sig ramt. Rammes man på skylden, så vil man sige undskyld og måske føle, at man skylder noget fx loyalitet. Rammes man på skammen af en spirituel narcissist, så kan det være svært at bevæge sig væk, det kan også være svært at dele med andre, fordi man er ramt på det, som er særlig skamfuldt, og jo mere man gemmer sig væk med skammen jo mere hænger skammen fast, hvilket gør, at man er fastlåst i relationen.

De fleste går heldigvis anderledes i verden, hvor følgende bliver praktiseret:

  • Ægte ydmyghed og forståelse for, at alle er på deres egen unikke rejse.
  • Reflektere over egne motiver: Hvordan kan jeg bruge spiritualiteten til at vokse som menneske?
  • Åbenhed for kritik og læring af andre uden at føle sig truet samt med fokusere på indre udvikling frem for ydre anerkendelse.

Spirituel narcissist eller ”normal narcissist”?

En spirituel narcissist deler nogle af de samme grundlæggende træk, som en ”normal narcissist” fx selvoptagethed, gør alt for magt og status, lavt selvværd, manipulerende og manglende empati, men deres narcissisme udtrykkes gennem spiritualitet.

Her er nogle klassiske træk for en spirituel narcissist:
Bruger spiritualitet til selvhævdelse: De ser sig selv som mere “oplyste” eller “åndelige” end andre og bruger deres praksis eller viden til at positionere sig som overlegen.

Manipulerer med spiritualitet: De kan bruge spirituelle koncepter som karma, energi eller universets love for at retfærdiggøre deres egen adfærd eller dominere andre.

Ydre fremtoning: Deres spiritualitet kan ofte være overfladisk og handle mere om at vise sig frem (fx på SoMe, ved undervisning mv) end om ægte indre arbejde.

Manglende ydmyghed: Selvom de taler om medfølelse og balance, mangler de ofte ydmyghed og ægte empati.

Dømmende adfærd: De kan nedvurdere andre for ikke at være “lige så bevidste” som dem selv og bruge spiritualitet til at dømme eller ekskludere.

Begge typer narcissister har et stort behov for opmærksomhed, føler sig overlegne og har svært ved ægte empati. Forskellen ligger i, at den spirituelle narcissist dækker deres narcissisme med et spirituelt lag, hvilket gør det sværere at opdage.

At forstå og kunne se forskellen kan måske hjælpe dig med at navigere i relationer og se bag facaden, uanset om narcissismen er åbenlys eller forklædt som spiritualitet.

Afslutning
Jeg håber denne artikel er med til at hjælpe dig til at se, hvad du måske er landet i eller hvad du skal holde dig fra. Når du ved, hvad du er landet i, så kan det være lettere at fjerne sig fra det, at tage et skridt i den anden retning. Men igen; det er ikke let, men lettere. Vis medfølelse for dig selv i processen.

Vil du fremover modtage vores nyhedsbreve – Det er mails med forskellige temaer, som vi støder på i klinikken. Du kan tilmelde dig her 

  • Alene i terapi Vil du gerne have større bevidsthed, bedre relationer og mere glæde?
  • Sammenbragte familier Få en mere stabil hverdag med en større indsigt i roller, værdier, kommunikation mv.
  • Par med børn Forældre laver det "vand", som børnene skal svømme i. Husk parforholdet.
  • Kommunikation & Sex Få en god hverdag med bedre kommunikation og sex.
  • Jalousi & Utroskab To ting, som kan fylde meget i parforholdet.
  • Terapi for unge Støtte til de svære udfordringer som fx identitet, angst og sociale færdigheder.
  • Skilsmisse Farvel til forholdet, goddag til den nye relation; At være gode forældre sammen.
  • Servicetjek Forebyggelse - Bevar det gode i forholdet og hos dig selv.