Fetilitet

• Posted on okt 6, 2023

Når ønsket om børn bliver større end parforholdet.

Hvad sker der med parforholdet, når ønsket om børn bliver så stort, at det overskygger alt andet?

Par, som slås med fertilitetsudfordringer, oplever ofte lange og hårde perioder med sorg, skyld og skam. Sorgen over ikke at kunne undfange et barn på naturlig vis, skyld over at være den part som måske er årsag til udfordringen, og ikke mindst den skam som opstår, hvis vi ikke længere er i stand til at glæde os på andres vegne, når de glædeligt fortæller, at de skal være forældre…..igen.

Den kvindelige cyklus varer gennemsnitligt 28 dage +/-, og den starter ved første blødningsdag. Cirka 14 dage efter, og kun ganske få dage omkring ægløsning, er det muligt at blive gravid. Derfor bliver denne cyklus pludselig omdrejningspunktet for hele forholdet.

I perioden omkring ægløsning afgør den måske ligefrem hvad vi må spise, hvad vi må drikke, om vi må drikke alkohol, om vi kan tage med til naboens bryllup, hvornår vi skal i seng, hvornår, hvordan og hvor mange gange vi skal have sex, det hele bliver nøje timet og tilrettelagt – det bliver ligefrem mekanisk.

Når “arbejdet” så er overstået, så kommer håbet og forventningerne; Er den der mon denne gang? Kvinden kan måske ligefrem mærke små forandringer, der kan tolkes som tidlige graviditetssymptomer og BUM, så kommer den udbudte gæst, menstruationen! Det siger næsten sig selv, hvor smerteligt det kan være. For mange par er det virkeligheden, og for nogle, er det kun starten på den kamp, de skal igennem for at forhåbentlig blive gravide.

Næste skridt kan være hormonbehandlinger, insemineringer, reagensglas forsøg etc., det kan være både økonomisk omkostningsfuldt, tidskrævende og følelsesmæssigt drænende.

Uanset om (I som) par er startet på egen hånd eller er gået direkte til at få hjælp udefra, så er forløbet forbundet med ekstremt meget pres, og det kan tære hårdt på kræfterne og parforholdet.

I vores klinik har vi bl.a. arbejdet med par, hvor den ene eller begge parter er begyndt at isolere sig fra sin omgangskreds, fordi det er blevet for hårdt at være i.
Der er måske ikke længere følelsesmæssige kapacitet til at glæde sig over graviditeter på sine nærmeste vegne, eller frygten for at bryde sammen offentligt, når moster Oda spørger; “Skal I ikke snart have børn??”, fylder for meget.

Intimiteten er blevet en stressfaktor og hele parforholdet er udelukkende centreret omkring ønsket om børn i sådan en grad, at parret har glemt hinanden og måske slet ikke længere kan huske, hvorfor de er sammen?

De mange mislykkedes forsøg, frustrationer og sorgen er det, de nu ser, når de ser på hinanden.

Udfordringerne kan være mange, men fælles for parrene i vores klinik er, at der er et behov for at blive mødt i den svære tid og det hjælpe vi med, fordi lige der er bevidstheden om jer selv og hinanden vigtig, så der ikke er ubevidste mønstre eller dårlig kommunikation, som let kan skygge for kærligheden.

Kærligst,
Tenna,