Mine børns far er død

  • Posted on mar 19, 2018

Alle brevene til/om mine børns døde far

Skrevet april 2012
For tre uger siden døde mine børns far pludseligt. Sikken en kæmpestor sorg!

Det er en stor sorg for mig at vide, at mine børn skal leve resten af deres liv uden deres kærlige far.

“Vi er alt for unge til at miste vores far”, sagde min datter på 9 år, og jeg gav hende ret og samtidig konkluderede min søn på 7 år kontant: “Det bliver et liv uden farmand!”.

Jeg blev skilt fra børnenes far i 2007. Men han har hele tiden været en god far og samarbejdspartner samt en af mine meget trofaste venner og en god ven til min kæreste, som jeg i øvrigt har kendt i tre år. Vi havde børnene lige meget; syv syv, og vi var stort set genboer.

“Engang var min drøm en PlayStation 3 – nu er min drøm at få min far tilbage!”

“Bertram, du skal tænke på, at far nu kommer til at opleve noget; han kommer til at opleve paradisets have!”

Vi har holdt fri i tre uger, hvor vi har mindes børnenes far. Vi har været ovre i 0. A og i 3. B og fortalt om, hvordan det er at have en død far – med alle de spørgsmål som følger…… “Græd I meget? Græder i stadig? Slugte din far en stor sten, siden han fik en blodprop? Skal hans aske kastes over havet? Fik han hjertemassage?” Og mange andre spørgsmål…

Det var en god oplevelse for mine børn – og for de andre børn, hvor døden også har fyldt meget. Tænk at deres gode klassekammerat har mistet sin far. Det er svært at forholde sig til for et barn. Børn er dejligt lige til, fordi de stille de spørgsmål, som fylder lige nu og her. Mange voksne er anderledes; det skal være så korrekt, hvis ikke det i virkeligheden er nemmere at gå en bue uden om det svære emne. Det var også dejligt for Lea, da en dreng fra klassen kom over til os på parkeringspladsen og sagde: “Lea, jeg har skrevet til dig på elev-intra. Jeg skrev bare, at vi alle sammen glædede os til, at du kom tilbage”.

Det, jeg gerne vil fortælle med denne artikel, er, at det er godt givet ud at være åben omkring døden. Det er rigtig hårdt, men det er godt givet ud. For alle. Det, der er svært for os er, at folk går forbi uden at hilse, og det er svært at se, at folk ikke tør sige: ” Hvor er det hårdt for jer” eller: “Hvor er livet uretfærdigt”.

Det gav i hvert fald mig god energi, da Alexanders mor stoppede mig i indgangsdøren til skolen og sagde: “Du skal lige have et kram”, og da alle lærere troppede op i første time, hvor vi skulle fortælle om den døde far. Skønt at være omgivet af voksne, der ikke er berøringsangste.

Børn reagerer ofte først efter 3-6 måneder. Det er godt på den måde, at så er de voksne omkring børnene mere afklaret, men det er problematisk, når mange voksne forventer en reaktion nu og her, og måske har de glemt alvoren, når der er gået 6 måneder. Det er det, jeg er bange for.

Det er også først om et halvt år, at det anbefales, at børn starter i sorggrupper med andre børn, fordi det er først der, de reagerer.

Vi skal leve med en stor sorg, men vi skal nok få et godt liv. Det bliver bare et meget anderledes liv.

SKREVET 9. JULI 2012

Kære Henrik
I dag vågnede jeg op og græd. I badet græd jeg og i bilen duggede mine solbrille. Hvis det havde været en helt almindelig sommer, så havde Lea og Bertram holdt ferie hjemme hos dig nu. De ville garanteret have vækket dig i disse minutter med kilden under tærerne, spændte maver og råb og skrig og fødselsdagssang, og du ville have grint og smågrædt på samme tid. Du ville have sendt mig en msm med morgendagens glade børn med flag, og jeg ville have smilt og skrevet ”Tillykke” retur.

I dag ville du være fyldt 48 år. Hvis ikke du var død den 19. marts. Vi må fejre dig på en anden måde, vi tager op på kirkegården med blomster, og jeg tror dette besøg vil være endnu mere sorgfuldt end det plejer. Du ser jo alt oppe fra himlen, ved vi, men jeg vil også gerne skrive det; Vi er omgivet af kærlige mennesker, som er interesserede i om Lea og Bertram har det godt. Det har de. De er glade, og vi mindes dig hver dag. Mest gode ting Men de har også konkluderet, at far og mor er lige skrappe.

Under EM talte Bertram meget om, at det ville være sejt, hvis du var inden i Vila, Zavi eller en af hans andre idoler. Bertram har fisket flere gange med din fiskestang, og den har gjort lykke hver gang med både rødspætte og hornfisk. Fars fiskestang og oven i købet fisk på krogen, det giver dobbelt stor lykke. I mange måneder sov han med dine pyjamasbukser, men det er for varmt for tiden.

Lea er som altid rap i replikken, og jeg savner at skrive en opdatering til dig med hendes udtalelser. Du ville helt sikkert have skrevet mange ”Hold kæft, hvor er hun morsom” tilbage. Forleden skrev hun på en af dine gode venners FB ”Tillykke, hvornår holder du fest for venner?“. Ja, hun er kommet på FB. Jeg har givet lov til det, så hun kan holde kontakten med dine venner nemt, og hun er vild med det. Flere gange har de også været hjemme hos dine venner, det er jeg virkelig glad for, at de kan holde kontakten med dine venner stadig Det betyder meget for os alle. Mange fremmede tror, at Jakob er Lea og Bertrams far, og det er helt okay, fordi når de er gået videre, så siger Bertram altid, ”De ved ikke, at du er min papfar, og min rigtige far er oppe i himlen”.

Jeg har købt din bil, og vi hører hver dag dine CDér, når vi kører. Jeg har lavet en lille bitte ridse i den, men altså Bertram synes, den er sej – en slags ”fartstribe”, men jeg prøver at holde den pæn inden i. Din lejlighed er ryddet nu, og de møbler og ting Lea og Bertram gerne vil have står hos os nu, indtil de bliver gamle nok til at flytte hjemmefra og tage dem med. Vores hjem er ikke blevet et sørge-kapel, men en rigtig dejlig og hyggelig blanding af mine, Jakobs, Lea og Bertrams ting og dine ting.

Tillykke med fødselsdagen Henrik. Det bliver en hård dag.




SKREVET I MARTS 2013:


I dag, for et år siden, døde mine børns far

For præcis et år siden døde mine børns far. Pludseligt. Ingen forvarsel. Intet.

Det var forfærdeligt. Forfærdeligt at tænke på, at mine børn skal leve uden deres far resten af deres liv. Forfærdeligt, når lærerne øver børnene i forårskoncerten til på torsdag og siger “Lad som om jeres forældre sidder nede på pladserne”, fordi Lea og Bertrams forældre vil aldrig sidde der sammen.

Jeg kunne nemt vælge at denne elendighed skulle definere mit liv. Det kunne nemt være min “undskyldning” for at opføre mig grimt over for andre og for livet.

Men midt i vores store daglige sorg, så har vi det godt. Det har vi valgt. Det er en beslutning, vi har taget, og det er med garanti også det Lea og Bertrams far vil ønske aller mest. Vi sørger, vi mangler og savner, men alt er godt.

Alle har et valg. Man kan vælge, at lade det dårlige og det svære overtage. Den hårde skilsmisse, arbejdsløsheden, døden. Man kan nemt falde ind i at lade det dårlige styre livet for én. Fordi man har mistet en nær ven, et arbejde, en ægtefælle, eller at økonomien er alt for stram mv, så kan man gøre det okay over for sig selv at tillade, at livet som helhed er hårdt. Man tillader sig at skrive grimme mails til andre, man tillader sig at tage alt for meget på i vægt, man tillader sig at vrisse af børnene, og man tillader sig at nedgøre andres initiativer.

Fordi det er hårdt!

Prøv at tage en dag ud, hvor du ikke tillader dig at være i det sædvanelige negative sted. Det kan nemt blive en dårlig sovepude at have den undskyldning “Jeg har det hårdt”. Hvis du dropper den tanke for en dag og i stedet tænker, at alt er godt, så vil dit udgangspunkt til andre mennesker og til hele dit liv være anderledes, så kan du nemlig ikke tillade dig at skrive “den sure mail” eller vrisse af dine børn, fordi du har det faktisk godt i dag.

Lad det være et eksperiment en enkelt dag og se på, hvad det giver dig.

Det kan være et rigtig svært eksperiment. Jeg har mange klienter, som jeg hjælper og følger tæt. Det er en kæmpe glæde for dem, at den dårlige ting ikke længere skal definere og undskylde “et dårligt liv”.

Her hjemme har vi holdt en fridag i dag. Det er en speciel dag. Det er en mindedag. Vi har været i Netto og vælge hver en blomst, og vi har været på kirkegården og skrabe sneen væk fra gravstenen. Min datter synes, at farmand skulle have lidt at drikke, så han fik en god del af hendes juice. Så midt på plænen på kirkegården er der skrabet én gravsten fri af sne, der er farverigt af forskellige blomster (som helt sikkert ikke alle vil overleve den kæmpe snestorm vi stadig afventer) – og med lidt gul juice i sneen, så er alt godt.

SKREVET i MARTS 2014:
Mine børns far er død – 2. år

I dag er det to år siden, at mine børns far døde. Vi er lige kommet hjem fra gravstedet. Bertram håbede, at der ville ligge andre blomster der oppe. Det gjorder der. Heldigvis. Der lå sågar en lille fin golfkugle. Jeg krydsede alt på vejen der op. Meget kan jeg bære, men jeg ville blive ked af at se Bertram skuffet over netop det. Især i dag. 



Sidste år, samme dag skrev jeg, at vi havde det godt, fordi det har vi valgt. Vi har det stadig godt. Det er stadig et valg. Vi har også sorg af og til. Det er sådan set også et valg. Vi vil gerne se sorgen her hjemme, og vi taler gerne om den. Det er en balancegang. Sorgen skal ikke være en hvilepude til, at vi ikke har det godt. Men der skal også være plads til den. Lea og Bertrams sorg kommer og går, og det er fint. De reagerer meget forskelligt, det er også fint.

Den sidste forældre
Det sidste års tid er det gået op for mig, hvor sårbart det er at være den e n e s t e forældre. Puha, det har faktisk været tæt på at blæse mig omkuld i perioder. Det ER sårbart. Der er ikke så meget at rafle om. Det kan ikke laves om. Lev med det. Punktum. Jeg ved det. Alligevel kan det danne et kæmpe pres på tårekanalerne.



Det første år, hvor Lea og Bertrams far var død, så havde jeg udelukkende fokus på børnenes sorg. Det havde jeg faktisk, indtil en af lærerne på skolen henslængt, på vej hen til klasseværelset, spurgte “Hvem passer på dig? Husker du dig selv?”. Nå, for fanden! Den havde jeg lige glemt i farten. Dejligt, at hun turde spørger. Også selvom det giver lidt ekstra arbejde også at skulle have opmærksomheden på mig selv. Det er sårbart. Og sundt, fortæller jeg mig selv. . . . . . For det meste tror jeg på det.

Døde mennesker på Facebook 
Folk er så søde og betænksomme. En enkelt var måske lige ved at overskride mine grænser.

Jeg mødte hende nede i gågaden. Jeg ved, hvem hun er, men har kun talt med hende kort enkelte gange, mens Henrik levede. Jeg hilste på hende, og hun stoppede mig. Hun ville fortælle mig, at hun havde prøvet at finde ud af, hvordan Henriks Facebook profil kunne blive lukket, men det var ikke lige til for hende, sagde hun. Hun synes, at det var forfærdeligt, at Henriks Facebook ting ind i mellem poppede op på hendes skærm.

Jeg elsker, når folk blander sig, men det her synes jeg ikke var i orden. Muligvis har andre det også sådan som hende? Så er det muligt at blokere.

Lea og Bertram elsker nemlig at gå over på Henriks Facebooks side, og de skriver også nogle gange private beskeder til ham der inde. De sødeste beskeder. De fik desværre først Facebook efter Henrik døde, så de kan ikke skrive direkte på hans væg. Jeg bruger Henriks side til at fortælle lidt om, hvordan vi har det. Jeg bilder mig selv ind, at Henriks venner og familie synes, det er rart at følge med i Lea og Bertrams liv, og her har jeg netop en måde til at nå dem, som vi ikke har kontakt med i dagligdagen.

Kære Henrik
De er blevet så store, Henrik.

Bertram ved, at han vil have lavet en tatovering, der forestiller dig. Det er en sød ide, synes jeg, også selv om de fleste nok vil tro, at det er et billede af Bertram selv, fordi han ligner dig så meget.

Lea er stadig skarp og sjov og endnu mere teenager, end hun var for 4-5 år siden. Hun er det på en god måde. Havde du levet, så er jeg sikker på, at hun ville have rystet på hovedet af dig en del gange 🙂 Det gør hun tit og ofte på grund af mig. Jeg er generelt bare pinlig. Jeg må ikke engang gå ind i hendes blok på skolen længere. Jeg kan høre, hvordan du ville grine, hvis det var dig, der blev nægtet adgang.

Vi kan alle mærke, at det her er årstiden, hvor du forsvandt. Lea og Bertram er mere kede af det. Sidste år var der sne på gravstedet. I år længes vi bare efter foråret og solen. Vi har sørget for lidt farvede blomster af forskellig art til dig i dag, og det gamle mini juletræ røg over i min fars vase. Det er jeg sikker på, at han har det fint med. Hyggeligt at I ligger så tæt. Vi er sikre på, at I hygger jer med hinanden. 

Vi savner dig. Altid.

<3
Oktober 2013:
Godt nok var Henrik og jeg skilt, og nu er han død, meeeeen . . . . . . .

Samtale mellem Bertram 8 år og mig;

Mig: “I dag skal vi prøve at tage hen til noget, der hedder loppemarked”
Bertram: Det gider jeg ikke
“Du ved ikke, hvad det er!
”
Jo, vi gjorde det tit med far.
“Nej, jeg havde kontakt med far hver dag, så jeg ved, hvad I lavede”
Vi gjorde det i smug !!!
“Okay …..”

SKREVET 9. JULI 2014:
Fejrer man en død, som har fødselsdag ? 

Lea og Bertrams far ville være fyldt 50 år i dag, den 9. juli.

En rund fødselsdag, hvor han formentligt ville have holdt en fest for sine venner. Med dejlig mad, lækker vin og en god cigar samt sjov og snak til den lyse morgen. Han ville gå og hygge sig med forberedelserne, drikke en øl, og samtidig gå og bande lidt over, at der var nogle ting, der drillede og ikke blev helt så perfekte som tilsigtet. Ingen af gæsterne ville opdage, at det ikke var perfekt, fordi alt var altid rigtig fint, når Henrik havde lavet det. Alt ville også have været rigtig fint med den fødselsdag, den runde store fødselsdag, hvis han ikke var død for lidt over 2 år siden.

Det er mit gæt, at hans dag ville være gået sådan, hvis han havde levet. Nu planlægger vi i stedet dagen på en måde, som Lea og Bertram kan tænke tilbage til med smil på læben. Vi mødes nemlig med Henriks gode venner kl 16.00 i dag ved hans gravsted. Vi medbringer drikkelse og is til børnene. I anledning af at Henrik ville være fyldt rundt, så mindes vi ham sammen, ikke hver især. Børnene har tidligere hældt en øl ud over gravstedet, så han ikke skulle tørste. Det var vist sjovt, så det kunne jeg forestille mig, de gør igen. Vi medbringer i hvert fald en, så muligheden er der.

Traditionen tro
Traditionen tro handler mit nyhedsbrev i marts måned og i juli måned om, hvordan vi har det hjemme hos os. Det skyldes, dels at mine børns far Henrik døde i marts måned 2012, og dels at han har fødselsdag i juli.

Mine nyhedsbreve er ellers en blanding af faglige indsigter omkring parforholdet, singlelivet, kommunikation, sex, konflikter, glæder og elendigheder. Det er skrevet ud fra min erfaringer med mine klienter og min egen erfaring med parforholdet. Men altså marts og juli brevet er der fokus på os. Hvordan lever man med en sorg, når man mister sin far, hvordan livet bliver sårbart, når der kun er en forældre, hvordan går det med mors kæreste i den forbindelse og så videre.

Luftkys til ”Fars dag”
Siden sidst har det været Fars dag. Jeg spurgte Lea og Bertram, hvad de havde lyst til i den anledning. De synes, vi skulle give far blomster og luftkys. Det var en god idé. Lige præcis det vi netop også har mulighed for. Vi købte blomster til fars dag i en blomsterbutik. Hun lurede hurtigt, at det var til “far”. Hun talte til Lea og Bertram, som om far var i live. Lea og Bertram talte med. Det gør de nogle gange. Andre gange fortæller de, at far er død. ”Min far er deroppe”, mens de peger op på himlen, eller ”Ham der er ikke vores rigtig far, det er vores papfar. Vores far er død”, eller bare ”Han er død”.

Blomsterdamen fik det nu alligevel afvide, fordi senere ville Lea gerne ned og købe to roser til Jakob. Bertram havde allerede købt ”Papfars dags gave”, nemlig en barberskraber med det brasilienske flag. Man er vel fodboldfan. ”Havde far levet, så havde han også fået en barberskraber med det brasilienske flag”.

Vinterjakken dufter stadig af far
Det har også været Påske siden sidst. Da Henrik døde pakkede vi en stor del af hans ting i kasser. Vi solgte noget. Vi smed lidt ud. Vi gav en del væk, og vi tog en god del hjem til os og intergrerede møblerne med Jakobs og mine møbler.

De ting vi puttede i kasserne har stået i vores kælder i 2 år. I Påsken ville vi tage det hele frem og kigge på det igen. Hvad mon vi egentligt havde gemt? Vi tog først Henriks vinterjakke op af kasserne. Bertram skyndte sig at tage den på. Tænk, den duftede stadig af far! Hvor skønt er det!? Efter 2 år!? Det er RET skønt!!

Far var krebs
I kasserne var der også fire flotte Royal Copenhagens stjernetegnsfigurer. En vandmand (Bertram), en løve (Lea), en skorpion (min) og en krebs (Henrik). Henrik købte dem, dengang vi var gift. Da vi blev skilt, fik Henrik dem med, og han havde alle fire stående fremme, til han døde.

Lea elsker dem, og vi tog dem forsigtigt op og placerede dem et centralt sted i vores hjem. Det sjove er, at Jakob også er krebs. Vi ved alle, at det er Henriks krebs, men Jakob får lov til at have en lille andel i krebsen også. Det tror vi ikke, Henrik ville have noget imod. Henrik og Jakob kunne godt lide hinanden og havde en god respekt for hinanden.

Kan hun blive vores farmor?
Vi mindes Henrik tit og ofte her hjemme. De fleste dage mindes vi med en blanding af glæde og sorg. Altså i det jeg tror, jeg vil kalde en god balance. I en periode var Bertram meget ked af det hver aften, og vi aftalte, at han skulle tale med én, som er god til at tale om sorg og børn.

Lea ville gerne med Bertram, så Jakob og jeg kørte dem begge ind til Emilie. Emilie er det aller kæreste menneske. Hun bor midt i København, hun har tidligere haft sorggrupper for børn, hun serverer rød sodavand og småkager, og det er helt naturligt at smække fødderne op i sofaen, selv om man er der for første gang.

Lea og Bertram talte med Emilie i 1,5 time. Det havde været fantastisk. ”Kan vi ikke få hende som farmor?”, og ”Kan vi ikke tage ud til hende i morgen igen?”.

Jeg kender Emilie fra anden sammenhæng og havde stor tillid til hendes evner. De blev indfriet omkring 1000 %. Det gav Bertram og Lea en god balance igen, at de var inde hos Emilie.

Balance med sorg
Den gode balance er meget vigtig for mig. Den balance, som giver rum til sorg og plads til gode minder. At vi kan græde. At vi kan tale om følelser. At vi ikke skal eller kan fixe noget som helst. At vi kan lave jokes uden at lave en distance til sorgen. Det er det, som giver balancen hos os. Det giver også en god balance at turde være sårbar og overlade sig/os til et andet menneske, som vi gjorde til Emilie.

Det er også vigtigt for mig, at det ikke er tabu, at Lea og Bertrams far er død. At vi har det godt med at tale om sorgen – både godt og ondt. Selvfølgelig bliver jeg hårdt ramt, når Bertram siger, at han gerne vil død og op til far. På den anden side er selv dèt naturligt og ikke noget, som jeg kan fjerne med et trylleslag, hverken Bertrams tanker og følelser eller mine egne – og når det ikke kan trylles væk, så kan vi lige så godt tale om det.

Balance med sjov
Jeg er sikker på, at Henrik ville have grint lidt og oponieret, hvis jeg kunne fortælle ham om Bertrams udsagn forleden: ”Jeg har arvet min mors kloghed og min fars lækre hår”. Det er godt at have lidt fra begge forældre. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Bertram har arvet Henriks hår, og så er det ekstra godt, at Henrik havde indkøbt en del hårvoks, inden han døde, fordi nu kan Bertram i årevis sætte sit hår med fars voks, når han skal være fin <3

SKREVET I MARTS 2015
I DAG ER DET TRE ÅR SIDEN, LEA OG BERTRAMS FAR DØDE

Nogle dage er det som om Henrik, mine børns far, døde i går. Andre dage føles det, som om han har været død i 100 år.

Sorgen, tankerne om Henrik svinger ligeledes. Nogle dage fylder sorgen ekstremt meget, andre dage fylder sorgen intet.

Jeg oplever, sorgen er utilregnelig for os alle her hjemme Og det er nok meget godt. Og ret sårbart.

Der er stadig et sår, og der bliver revet op i såret ind i mellem. Nogle gange af mindre situationer, tanker, følelser, andre gange af større ting.

Vi havde fx en ret grim oplevelse nytårsaften. Situationen var i sig selv grim. Og den rev i den grad også op i sorgen i flere måneder efter.

Nytårsaften
Vi skålede nytåret ind sammen med rådhusklokkerne og gode venner, og så gik vi ned på gaden for at fyre lidt krudt af. Lea gik hen over fodgængeovergangen med hænderne oppe ved ørerne for at holde ørepropperne inde.

I mod Lea kom en mand med en hætte over hovedet og hånden i lommen. Hun observerede, han skiftede kurs. At han gik direkte over mod hende. Det hele gik hurtigt. Hun nåede at rykke sig væk fra ham, i det han passerede hende. Heldigvis.

Fordi han trak en kniv op af lommen og skar gennem hendes vinterjakke, hendes tykke hættetrøje, nytårskjolen og toppen. Hun fik et snit på fem centimeter i siden. Heldigvis var hun opmærksom og opfattede, hun skulle rykke sig i mylderet af de mange mennekser. Heldigvis.

Det var en voldsom sårbar situation, som rev op i en bunke sorg, som måske var blevet parkeret i en stund. I en periode fyldte det meget. I en periode manglede der tillid til andre mennesker på gaden, i en periode græd Lea meget og var meget utryg med mareridt hver eneste nat, og oven i dette kom et kæmpe kæmpe savn af far.

Vi blev alle mindet om det, endnu engang, livet er sårbart.

Stolt …
Oven i sorgen, det sårbare, så er jeg faktisk også stolt, hvis man må det …

Jeg er stolt over, vi har overlevet sorgen, fordi det føler jeg faktisk, vi har. Vi tør tale om sorgen, og vi tør være i sorgen. Der er plads til, at Lea og Bertram reagerer meget forskelligt på, de har mistet deres far. Det er på ingen måder tabu for dem.

Der er plads til gråd, og de fortæller meget gerne åbent om deres far til andre mennesker. De giver sig selv lov til at reflektere om, hvordan det ville være, hvis far ikke var død. “Tænk, hvis far ikke var død, så var jeg måske god til engelsk, og Bertram havde gået til golf”. Ja, måske 🙂 Og nogle gange, så gider de ikke fortælle om deres døde far, og at Jakob ikke er far men mors kæreste.

Jeg er også stolt over Henrik og jeg havde sådan et godt samarbejde omkring børnene, da han levede  – og glad for, at jeg faktisk savner at tale med ham. Vi bærer alle sorgen og savnet her hjemme – men vi forstår godt, hvordan vi har det forskelligt under sorgen og savnet.

Allermest er jeg stolt over, at Lea og Bertram tør elske. De elsker Jakob (min kæreste), og de har fuld tillid til de fleste mennesker – både nye relationer og gamle relationer.

Marts er sorg, minder, forår og koncert
En uge efter Henrik døde, så var Lea og Bertram i skole én dag. Det var dagen inden bisættelsen. De var i skolen for at fortælle 0. a og 3. b, hvordan det er at have en død far.

Jeg var med, og vi havde iPaden med foto af kirkegården og foto af Henrik med også. Det var en god dag for alle.

Lærerne og eleverne synes, det var godt, vi kom og fortalte om det pludselige dødsfald, om hvor vi havde fundet en gravplads, og hvilke blomster Lea og Bertram havde valgt til kisten. Jeg var glad for, Lea og Bertram fik sagt hej og fortalt om deres far, inden de igen skulle i skole efter sørgeperiode og påskefri.

Da vi var i skole den dag, så var Bertram og jeg over og se generalprøven til Forårskoncerten. Læren talte fra scene til alle eleverne; “Husk at synge højt, så både jeres mor og far kan høre jer heeelt nede på stolene”. Det var hårdt.

På torsdag er der Forårskoncert igen. Bertram er på scenen, og jeg sidder på én af stolene.

SKREVET 9. JULI 2015
Kære Henrik

Tillykke med fødselsdagen. Vi er taget på ferie, men det sidste vi gjorde, før vi forlod Hillerød, det var at besøge din grav med en fin fødselsdagsblomst.

De andre år har jeg sendt et langt fødselsdagskort til dig for at fortælle om Lea og Bertrams kæmpe sorg, om deres hverdag og deres tanker omkring dig. Omkring familie. Og omkring dem selv.

Det går godt

Denne gang kan jeg skrive til dig, at Lea og Bertram har det virkeligt godt. Deres sorg er langt mindre end i de andre år. SELVFØLGELIG og HELDIGVIS så savner de dig stadig, men det er på en anden måde. Bertram taler for tiden meget om, hvordan han holdt dig i hånden da han var lille, hvor han kun kunne holde fast i tre af dine fingrer samtidig, og vi griner af, at han som lille altid tørrede sin mund af i ærmet af din polo-bluse, før du nåede at fjerne dig.

Bertrams hobby for tiden er online spil. Og det er helt sindsygt, hvor dygtig han er blevet til engelsk på grund af dette.

Min egen sorg over at være eneste forældre er også mindre. På en måde er det ikke så sårbart længere. Ikke lige så sårbart, som det har været. Men jeg må indrømme, at jeg stadig kan tænke og glæde mig over, at de nu er blevet så og så gamle – og jeg stadig er i live. Så langt så godt, kan jeg tænke. Men jeg tillader mig også at tænke, at de både nåede en tæt og god tilknytning til dig inden du døde. OG også har en dejlig udvikling nu. Så helt galt kan det ikke gå nu …

De spørger for tiden om RIGTIG mange “voksen-ting”. Jeg tænker på, hvordan du ville have svaret dem. Jeg tror, du ville blive så overrasket, at du ville have grint højlydt og samtidig fremstammet “I må spørge jeres mor!”. Jeg kan se det for mig. Og du ville nok fortsat have grint, når du var nede i Bilka for at handle alene.

Lea skal konfirmeres næste år. Stadig lille pige – men ret rap i replikken. Jeg tror, jeg hver anden gang hun åbner munden overraskes over, hvad der kommer ud. Hun er bange for, at jeg ikke har nok materiale til at skrive en sang eller en tale. Oh well. Jeg tror, jeg har nok materiale til sytten konfirmationer. Hun observerer ALT, selv det man ikke kan se. Hun er temmelig skarp og helt utrolig ærlig. Både over for mig og Jakob og over for sine veninder. Hun er mega sej med et rigtig dejligt selvværd.

Bertram reflekterer også over virkelig mange ting. Vi er på ferie lige nu, og i forgårs fik han lov at sove i den kæmpe store seng med Jakob. Da vi skulle putte ham, sagde han: “Har I egentligt tænkt over alle de meget rige mænd, som bor alene i et stort hus. De ligger helt alene i sådan en stor seng. Det er altså synd for dem!”.

Der er også sket en hel masse andre ting, som jeg ikke behøves skrive om her. Jeg ved, du kan se det selv fra det sted, du er, og at du glæder dig over udviklingen i deres liv.

 

gravsted

SKREVET 19. MARTS 2016

I dag er det 4 år siden, mine børns far døde 

For 4 år siden døde Lea og Bertrams far pludseligt den 19. marts. Hvert år har jeg denne dag sendt en mail ud omkring, hvordan det går hjemme hos os.

Bertram er nu 11 år, og Lea er 13 år. Lea vil gerne denne gang fortælle sine egne tanker, så i stedet for at jeg fortæller om, hvordan det går hos os, så fortæller Lea selv.

Du kan læse det her ->
Lea fortæller om, hvordan det er at have en død far.


Du er velkommen til at dele, sende videre og hvad der ellers giver god mening for dig. Vi er interesseret i at fortælle vores historie, fordi vi både overlever og lever og savner. Vi taler jævnligt om Lea og Bertrams døde far Henrik, og vi vil også rigtig gerne tale med jer. Der er ingen hemmeligheder eller tabuer omkring Henriks død, så jeg håber, I vil tage godt imod Leas fortælling på sin blog.

Kærlige tanker fra
Line
Lea og Bertrams mor

_______

OM MINE NYHEDSBREVE  

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevene her